Komikere hårdt ramt af uddannelsesloftet

Foto: Pixabay

Det omstridte uddannelsesloft, som et flertal i Folketinget vedtog mandag, rammer nu også underholdningsbranchen. En lang række af langtidsledige komikere, de såkaldte “has-beens”, risikerer nu at strande på offentlige ydelser på grund af de begrænsninger for uddannelse som dikteres af den ny lov. Den Lange Avis kan afsløre, at en lang række af tidligere komikere efterlades uden mulighed for at kæmpe sig ud af håbløsheden.

“Problemet er, at jeg tilbage i 1993 tog en professionsbachelor i Stand-Up Comedy og One-Liners hos Thomas Wivel, og den uddannelse er værdiløs i dag”, siger Bob Anders, tidligere vært på TV2’s ungdomsprogram fra 90’erne, “Puls”. “Udviklingen i branchen er gået så stærkt, at de gamle jokes ikke længere virker, og de af os, der var med fra starten, kan ikke længere følge med. Vi bliver nødt til at tage nye uddannelser, og det må vi ikke længere”, siger Bob Anders, der har været arbejdsløs i 19 år og drømmer om at blive quizvært. “Jeg vil gerne tage en master i Quiz- og Studieværtskab, men det kræver at jeg først tager en bachelor i MGP eller Børne-TV, og det kan jeg ikke med de nye regler.”

Bob er med i en selvhjælpsgruppe for ledige entertainere, som han er formand for. I bestyrelsen sidder bl.a. Mette Lisby, Finn Nørbygaard og Martin Brygmann, og den menige medlemsskare tæller blandt andre Gordon Kennedy og hele holdet fra Selvsving. Og gruppen vokser – Bob Anders fortæller, at de netop har modtaget en ansøgning om optagelse fra Brian Mørk. “Vi arbejder på at få vores medlemmer i arbejde, men det er op ad bakke”, fortæller han. “Det er netop lykkedes os at få Anders Bircow ansat i en løntilskudsstilling hos Ørkenens Sønner, men vi regner ikke med at der kan komme noget langvarigt ud af det, set i lyset af at… well… det er Ørkenens Sønner. Vi har allerede reserveret fire pladser på medlemslisten til netop dem.”

Ind imellem lykkes det dog for foreningen at få et medlem i varig ansættelse. “Uffe Elbæk er et eksempel på at det KAN lade sig gøre at få sat en komiker i varig beskæftigelse. Men med tanke på de ressourcer det krævede, er det næppe vejen frem for alle vores medlemmer”, siger Bob Anders, og tilføjer “men det giver os da både optimisme og en tro på vores sag.”

På spørgsmålet om, hvad der skal til for at løse problemet peger Bob Anders entydigt på at åbne op for mere uddannelse. “Jeg ville f.eks. gerne være charterguide på Sunny Beach, men jeg har allerede en uddannelse, så det kan jeg ikke. Og det er et typisk problem for vores medlemmer”, fortæller formanden, og fortsætter “Lars Hjortshøj vil gerne lave et program a la Hopla, nu han har været så meget på Charlie. Robert Hansen kunne godt tænke sig at blive skuespiller, og Viggo Sommer drømmer om en landmandsuddannelse. Fælles for os alle er, at vi ikke må.”

Men måske er der håb forude. Søren Pind udtrykker forståelse for komikernes situation, selvom han ikke umiddelbart lægger op til en lempelse af loven. “Uddannelsesloftet ligger fast. Men jeg vil tage kontakt til mine ministerkolleger, og – uden at kunne love noget, selvsagt – forhøre mig om muligheden for at indsluse nogle af de arbejdsløse komikere i embedsapparatet. Der er et løbende behov for gode folk med netop deres kompetencer”, udtaler Fortidsministeren til Den Korte Avis.