I sidste uge sad jeg på min stol foran min PC midt på dagen. Det var en almindelig dag for en ledig som jeg. Jeg skulle sende et par ansøgninger og havde travlt – når man søger arbejder har man ret travlt, for man vil jo helst i arbejde. Men ikke mere travlt end at jeg lige skulle læse nyheder først. Så rundt på avissiderne for at blive opdateret. På Den Korte Avis bemærkede jeg en russisk dame. Eller rettere, en artikel skrevet af en russisk dame. Det var ikke underligt at se en artikel af en russisk dame midt på Den Korte Avis hjemmeside – dette er helt almindeligt i nutidens mediebillede – men der var noget underligt i den måde, hun havde skrevet artiklen på.
Jeg googlede hendes navn. Hun var faktisk nydelig at se på: Mørkhåret, velplejet, klædt i et dansekostume af den spraglede slags med gevandter og gule, flagrende blonder af den slags der var populære i kunstnermiljøer i 70’erne. Hendes artikel virkede som om hun var helt opslugt af en tilfældig oplevelse hun havde haft på vej til tandlægen. Da jeg læste hendes artikel var det som om hendes stemme materialiserede sig for mit indre øre, et gebrokkent ukendt sprog – ikke nordisk – men formodentlig østeuropæisk. Jeg har en bekendt, som kom fra Hviderusland og blev gift i Tyskland, og den russiske dames fiktive stemme mand lignede min vens. På billedet var hendes ansigt kridhvidt og skinnende blankt. Kun østeuropæere har de ansigtstræk og den specielle kulør. Hun var midt i fyrrene, sikkert ældre, og hun virkede hverken afslappet eller venlig.
Jeg skyndte mig videre, og søgte jobs. En time senere, efter pinslerne fra Jobnet og med tør mund og blødende stolthed, havde jeg glemt alt om den russiske dame. Jeg surfede gennem Facebook – og de tomme opdateringer – for at komme til LinkedIn, men på vejen mødte jeg igen det samme billede af den samme russiske dame. Jeg gik atter ind på Den Korte Avis, og artiklen stod næsten det samme sted som før, og hendes stemme snakkede stadig for mit indre øre med sine usynlige venner – og med den samme gebrokne stemmeføring. Det var det samme sprog, de samme lyde, de samme diktioner. Artiklen havde stået der en hel time uden at blive fjernet af redaktionen. Hendes forvrøvlede artikel stod der stadig, og hendes fiktive stemme var stadig opslugt af hendes underlige fantasier om andre mennesker. Eller?? Måske var det bare skuespil? For at fordrive tiden? For at glemme, at hun var i Danmark, midt i Københavnstrup, hvor regn og kulde normalt tvinger folk til at rejse langt væk til mildere himmestrøg midt i december?
Måske fortalte hun sine usynlige venner, at i Danmark kan man leve livet uden bekymringer for fremtiden, fordi danskerne betaler hende penge i mediestøtte for at sidde i timevis på Den Korte Avis og taste vrøvl ind på computeren? Er det ikke en lykkelig tilværelse for en voksen og livskraftig kvinde? Måske pralede hun af, at danske mænd på gaderne er ædru og bærer deres kvinder rundt i guldstol? Måske diskuterede hun, hvad der var sket hjemme i Rusland, i den tid hun havde været væk? Måske var der ingenting sket i Rusland mens hun havde været væk? Jeg ved ikke! Men i hende så jeg en stærk kvinde i sin bedste alder, som lige nu ikke arbejdede for det land, som gav hende husly og gjorde hende mæt hver dag. “Sikke et ressourcespild!” tænkte jeg på vej tilbage til min indbakke, mine ansøgninger og mine hverdagsgøremål.
Er det hendes skyld? Er det vores? Har hun i den lange samtale inviteret alle sine venner fra Rusland til at komme herover, til et lille land med regn og kulde, men med masser af godhjertede mennesker, som vil dele deres mediestøtte med hende og andre – og ikke beder om andet end lidt vrøvl på en hadefuld blog til gengæld?
I skrivende stund er den russiske dames artikel fjernet fra Den korte Avis. Men stemmen for mit indre øre… den er der endnu.